Udvid E45 med midterrabatten
Business Region Aarhus skriver henvendelse til regeringen på baggrund af rapport fra Vejdirektoratet.
Tekst: Jane Baad Jensen Foto: Anders Sevelsted
Regeringen og Folketingets partier opfordres til at igangsætte en permanent udvidelse af E45-strækningen Aarhus S - Skanderborg S ved at inddrage midterrabatten. Det skriver Business Region Aarhus i henvendelse til Regeringen og partierne på baggrund af Vejdirektoratets undersøgelser. Business Region Aarhus opfordrer samtidigt til at få udarbejdet en masterplan for den øvrige strækning mellem Vejle og Randers.
Kritisk trængsel
Henvendelsen er fremsendt efter, at Vejdirektoratet peger på, at midterrabatten vil være at foretrække frem for nødspor på strækningen Aarhus S -Skanderborg S.
”Trængslen på E45 er stor og støt stigende. Det haster med en beslutning om udvidelsen. Vejdirektoratets nye forslag med inddragelsen med midterrabatten er derfor velkomment. Netop strækningen Aarhus S - Skanderborg S er for nærværende en af de strækninger, det er helt oplagt at igangsætte udvidelsen af E45 med. Men det haster også med en samlet plan for hele strækningen mellem Randers og Vejle Nord, hvor der dagligt er stigende problemer med trængslen”, udtaler formandskabet for Business Region Aarhus.
Permanent løsning foretrækkes
Vejdirektoratet skriver på side 10 i rapporten ”Kørsel i nødspor”:
”For Aarhus S-Skanderborg S foreligger der allerede et skitseprojekt for en permanent udbygning af motorvejen fra 4 til 6 spor, hvor udbygningen sker ind i midterrabatten. Projektet er sammenlignet med andre udbygningsprojekter relativt billigt. Der skal ikke gennemføres ombygninger af bygværker på strækningen. Projektet medfører således en permanent løsning af trængselsproblemerne på strækningen inden for en økonomisk ramme, der ikke adskiller sig uforholdsmæssigt fra udgifterne til kørsel i nødspor i myldretiden”.