Gå til hovedindhold

Østjyske iværksættere er stærke

Hvis man starter en virksomhed i Business Region Aarhus, er der langt større chance for, at virksomheden stadig består efter fem år.

13. aug. 2018
  • Læs op

Indhold

    Virksomhedernes overlevelsesrater i Business Region Aarhus er høje sammenlignet med de øvrige vækstområder. Det viser en analyse af nye tal fra Danmarks Statistik. Tallene viser også, at andelen af nye virksomheder i forhold til den samlede virksomhedsbestand i Business Region Aarhus er den højeste blandt vækstområderne uden for Hovedstaden, på trods af at dette forhold uændret i Business Region Aarhus sammenlignet med år 2013.

    ”Vi kan se en løbende fremgang i antallet af virksomheder, der bliver etableret i Business Region Aarhus, og en høj andel af dem består efter fem år. Vi kan dermed forvente, at det bliver ved med at give udslag i flere arbejdspladser, så vi kan bestemt være stolte af iværksætterne i Østjylland,” siger Claus Wistoft, formand for Business Region Aarhus og borgmester i Syddjurs Kommune.

    Analysen er en opgørelse over udviklingen af virksomhedsetableringen i vækstområderne Business Region Aarhus, Region Hovedstaden, Udvikling Fyn, Trekantområdet og Business Region North Denmark siden årene før finanskrisen og frem til 2014.

    Fremgang for iværksættere i mange brancher

    Der har været vækst i antal nyetablering i de fleste brancher siden kriseåret 2009. Den største relative fremgang findes inden for Information og Kommunikation, hvor antal nye virksomheder er øget med 55 procent. Inden for Kultur og Fritid samt Bygge og Anlæg er antallet af nyetableringer steget med henholdsvis 52 og 42 procent.

    Handel og Hotel og restaurationsbranchens iværksættere var de helt store jobskabere i 2014. De to brancher stod begge for knap hver femte nye iværksætterjob.

    Iværksættere inden for Bygge og Anlæg tegner sig for 14 procent af jobskabelsen, og sammen med Videnservice og Handel står denne branche for knap halvdelen af nyetableringer af virksomheder i Business Region Aarhus.

     
    Flere tal fra analysen er tilgængelige her:

    Nøgletal for Business Region Aarhus

    Yderligere oplysninger:

    Claus Wistoft, formand Business Region Aarhus, telefon 20 16 54 14
    Sekretariatschef Jane Baad Jensen, telefon 23721014

    Sidst opdateret: 19. marts 2024