Gå til hovedindhold

Ni østjyske opskrifter på succes

Ni østjyske iværksættere kom tirsdag 4. april gennem nåleøjet hos juryen bag Iværksætterprisen 2017. Der var fokus på passion, gåpåmod, eksportpotentiale og lysten til at gøre en forskel, da en imponeret jury tirsdag d. 4. april 2017 udvalgte ni iværksættere, der er videre i konkurrencen om at vinde de tre mest prestigefyldte iværksætterpriser i Østjylland. Det er Business Region Aarhus, der står bag initiativet om at kåre og hædre byregionens mest succesfulde iværksættere.

20. aug. 2018

Indhold

    En jury bestående af erhvervsfolk og succesrige iværksættere har netop nomineret de mest interessante nye forretningsidéer i Østjylland. Dermed er de ni iværksættere videre til konkurrencen om at vinde en af Business Region Aarhus' tre iværksætterpriser.

    Ikke mindre end 68 iværksættere havde indsendt en præsentationsvideo med håb om at vinde prisen i en af de tre kategorier; hhv. Young Stars for de helt unge iværksættere, Change the World for iværksætterne, der med nytænkende forretningsmuligheder vil forandre verden og The World is Yours for de iværksættere, der er på vej ud på eksportmarkedet.

    De nominerede får muligheden for at "pitche" deres virksomhed og forretningsidé foran et dommerpanel torsdag d. 20 april, og tirsdag d. 2. maj 2017 kåres de tre vindere af andre iværksættere, investorer, borgmestre og erhvervsfolk på Centralværkstedet i Aarhus.


    Unge stjerner og globale virksomheder

    "Det, vi især har kigget efter i Young Stars-kategorien, er modet til at kaste sig ud i at starte egen virksomhed og gøre det med passion og en masse gåpåmod. At turde tro på sin idé og drømme - og føre den ud i livet," fortæller Tessa Salling, chefkonsulent ved BusinessHorsens og formand for juryen, der netop har nomineret de ni iværksættere til konkurrencen.

    Det blev iværksætterne bag Canvas Planner, SubReader og Watery der løb med nomineringerne i kategorien Young Stars.
    I kategorien The World is Yours lagde juryen vægt på eksport og eksportpotentiale, og her blev virksomhederne Clearhaus, PLINTHIT og Bedre Nætter nomineret til prisen.

    "Finalisterne her har en god vækst og har allerede fået etableret sig på et marked på meget kort tid. Og så har de alle mulighed for at vokse endnu mere ud over landets grænser i den nærmeste fremtid," siger Tessa Salling.


    Når iværksættere kan ændre verden


    Den tredje og sidste kategori er Change the World for de iværksættere, der med nytænkende forretningsmuligheder vil forandre verden. Her er valget faldet på Pond, AgriFarm Innovation og SwapKids.

    "I Change the World er det især lysten og muligheden for virkelig at gøre en forskel, der har afgjort, hvem finalisterne er blevet. Vi har kigget efter virksomheder med stærke teams, der kan gøre en forskel for den branche, de bevæger sig inden for - om det er miljø eller socialt," siger Tessa Salling, formand for juryen.
    Dommerpanelet, der skal kåre de tre vindere d. 2. maj, består blandt andet af CEO for momondo, Pia Vemmelund, og Patrizia Venturelli Christensen, CEO for Trollbeads. Vinderne af de tre kategorier bliver udover æren belønnet med præmier, der kan bruges til at udvikle og promovere deres forretningsidéer.
     
    De ni nominerede iværksættere
    Young Stars
    • Canvas Planner
    • SubReader
    • Watery
     
    The World is Yours
    • Clearhaus
    • PLINTHIT
    • Bedre Nætter
     
    Change The World
    • Pond 
    • AgriFarm Innovation
    • SwapKids
     
    Fakta om iværksætterprisen

    • Konkurrencen finder sted d. 2. maj 2017 på Centralværkstedet i Aarhus.

    • For at deltage i konkurrencen skulle virksomheden have enten P-Nummer eller CVR-nummer i en af Business Region Aarhus kommunerne; Favrskov, Hedensted, Horsens, Norddjurs, Odder, Samsø, Skanderborg, Syddjurs, Silkeborg, Randers, Viborg og Aarhus Kommune.

    • Der uddeles priser i tre kategorier; hhv. Young Stars til de helt unge iværksættere, Change the World til de iværksættere, der med nytænkende forretningsmuligheder vil forandre verden og The World is Yours til de iværksættere, der er på vej ud på eksportmarkedet.

    • Dommerpanelet til konkurrencen består af Pia Vemmelund, CEO for Momondo, Nicolai Danmark Johannesen, medstifter og COO i Reshopper.com, Kasper Eis, CEO og stifter af AMOV Apparel, Thor Thorøe, stifter og CEO for Social Food Danmark og Patrizia Venturelli Christensen, CEO for Trollbeads.

    • Vinderne i de tre kategorier kan vælge mellem tre præmier; hhv. et investorforløb, en PR-pakke og et mentorforløb med en fra dommerpanelet. Udover de tre præmier tilbydes de tre vindere også et CONNECT Denmark Springboard, hvor de tre iværksættervirksomheder kan få sparring til deres forretningsplan fra et professionelt ekspertpanel.

    • Mere information på www.i-prisen.dk.

     

    Kontaktinformation
    Helle Friis, Specialkonsulent, Erhvervs- og byudvikling, Aarhus Kommune, tlf. 2332 8551 


     
     



    Sidst opdateret: 26. september 2024