Gå til hovedindhold

Smag på Østjylland på Folkemødet

Business Region Aarhus er endnu engang til stede på Folkemødet både med arrangementer og med teltet Det 3. Spor. Her kan gæsterne smage på spændende flydende specialiteter som Borgmesteren, Sekretæren, Journalisten og Politikeren - specialøl fra et Østjysk bryggeri - og 100 procent danskproduceret økologisk æblemost.

20. aug. 2018
  • Læs op

Indhold

    Hjertet af den danske fødevareklynge ligger i Østjylland, hvor virksomheder og vækstmiljøer er førende på viden, produktion og kompetencer. Mere end 33 procent af den samlede danske eksport på fødevareområdet produceres her. Derfor er det oplagt at forkæle Folkemødets gæster med smagsprøver på de østjyske fødevareproducenters høje kvalitet.

    Business Region Aarhus' telt byder på smagsprøver fra bryggeriet Syndikatet, som har indtaget landet med spændende personificerede øl som Politikeren, Agenten og Havfruen, og fra Mariendalmosteri, som med sin egen økologiske plantage fremstiller spændende æblemost.
     
    "Vi har en økologisk plantage med 1.000 æbletræer, men det er slet ikke nok til den mængde most, vi producerer. Derfor opkøber vi frugt fra forskellige andre steder i landet, så alle vores produkter er 100 procent danske," fortæller Anette Bjørnholt, ejer af mosteriet på Djursland.

    Gæsterne i Det 3. Spor kan smage på en økologisk æblemost, en lyserød æblemost med et syrligt strejf af ribs og en mild æblemost fra en treliters bag in box. Alt fra mosteriet Mariendalmosteriet består af 100 procent frugt - uden tilsætning af hverken vand eller sukker.


    Smag på Politikeren og Borgmesteren


    I 2010 vandt Jonas Jacobsen det skandinaviske mesterskab i håndbryg og året efter lancerede han i samarbejde med Randers Bryghus vinderøllen "Direktøren". Herefter fulgte en hel række af øl med personlighed, der kan købes i diverse specialbutikker landet over. Syndikatet hører hjemme i Auning på Djursland.
     
    "Personificeringen er en sjov måde at kende øllene fra hinanden, og på hver etiket er der en historie som relaterer til navnet, tegningen på etiketten og øllens smag," fortæller Jonas Jacobsen, grundlægger af bryggeriet Syndikatet.
     
    På Folkemødet 2017 kan man få en smagsprøve på Borgmesteren; en kraftig maltøl med hvede- og chokolademalt, Sekretæren; en belgisk inspireret, sød og frugtig øl, Politikeren; den idealistiske frokostøl på kun 2.7 procent, så dømmekraften bevares, og den nye, Journalisten; Syndikatets første single hop pale ale.
     
    Teltet "Det 3. Spor" holder åbent torsdag kl. 12.00 - 24.00 og fredag kl. 10.00 - 22.00 og er beliggende i Havnegade 22 i Allinge.
       


     
     



    Sidst opdateret: 26. september 2024