Gå til hovedindhold

Jyder sidder tungt på Tyskland

Danske små og mellemstore virksomheder (SMV’er) sendte varer for næsten 36 mia. kroner til det tyske marked i 2017. SMV-eksporten til Tyskland er i høj grad domineret af jyske virksomheder langs E45.

14. maj 2019

Indhold

    Denne artikel er skrevet af Jørgen Høg (red@erhvervplus.dk) for ErhvervPlus. Læs også den fulde artikel her.

    Eksport

    DANMARK:

    Tyskland er den helt store aftager af varer, produceret af danske små og mellemstore virksomheder – SMV’er.

    SMV’erne eksporterede i 2017 for næsten 36 mia. kroner til Tyskland, og den tyske eksport udgør dermed næsten 19 procent af den samlede danske eksport produceret af SMV’er på lidt over 190 mia. kroner i 2017.

    Sverige var det næststørste marked med 14,8 procent af den samlede SMV-eksport. Norge og Storbritannien er at finde på efterfølgende pladser, men SMV-eksporten til Norge er med 9,3 procent kun halvt så stor som SMV-eksporten til Tyskland.

    Det viser en analyse foretaget af virksomheden eStatistik i samarbejde med The Trade Council (tidligere Eksportrådet) og Region Syddanmark.

    At der tit og ofte er trængsel på E45 giver god mening, når man ser på hvilke kommuner, der har den største SMV-eksport til Tyskland. E45 strækker sig fra Hjørring i nord og hele vejen ned gennem Jyllands-korridoren, der binder Sydnorge sammen med Nordtyskland.

    18 ud af de 20 mest eksporterende kommuner er jyske. København og Odense bryder med henholdsvis en tredje- og en sjetteplads den jyske totaldominans over SMV-eksporten til Tyskland.

    Kolding foran Aarhus

    Førstepladsen indtages af Kolding, der har 104 SMV’er, som samlet eksporterer for mere end 1,7 mia. kroner til Tyskland.

    Aarhus følger efter på andenpladsen med 145 SMV’er og en samlet eksport til Tyskland på over 1,3 mia. kroner. København har ligesom Aarhus 145 SMV’er med aktiviteter på det tyske marked, og i alt eksporterede de for 1,28 mia. kroner i 2017.

    En stor del af kommunerne er kendetegnet ved at have E45 løbende i baghaven.

    Kolding, Aarhus, Vejle, Aalborg, Favrskov, Skanderborg, Aabenraa, Horsens og Haderslev kommuner ligger direkte placeret op ad motorvejen. Tager man også de nærtliggende kommuner, som Silkeborg, Ikast-Brande, Herning, Viborg, Sønderborg, Odense og Esbjerg med, ja – så udgøres hele Top 20 nærmest af kommuner med en tæt forbindelse til E45, herunder de fire store kommuner i Jyllands-korridoren – Aalborg, Aarhus, Esbjerg og Odense.

    Kun København og Tønder har ikke E45 som det oplagte valg, når lastbilen er pakket og skal afsted mod Tyskland.

    Et klokkeklart signal

    Listen sender et klokkeklart signal om, at de østjyske kommuner omkring E45 spiller en stor rolle i SMV-eksporten til Tyskland, og kigger man på tallene for de to østjyske business regioner, Business Region Aarhus og Trekantområdet er det tydeligt, at E45 er en livsnerve for eksporten.

    Business Region Aarhus eksporterer mest til Tyskland med næsten 5,9 mia. kroner i SMV-eksport i 2017 fra 587 virksomheder. Aarhus, Favrskov, Skanderborg, Silkeborg, Viborg og Horsens placereret i Business Region Aarhus befinder sig på Top 20.

    Region Hovedstaden havde i 2017 702 SMV’er med eksport til Tyskland. Sammenlagt eksporterede de for lidt over 5,4 mia. kroner, hvilket var 445 mio. kroner mindre end SMV’erne i Business Region Aarhus.

    Trekantområdet består af de syv kommuner Billund, Fredericia, Haderslev, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle, og SMV’erne i disse kommuner eksporterede for 4,3 mia. kroner i 2017 fra 357 virksomheder.

    Sidst opdateret: 26. september 2024