Gå til hovedindhold

Stor investering skal tiltrække udenlandske turister til Østjylland

Business Region Aarhus styrker markedsføringen for at få de udenlandske turister tilbage til Østjylland. Destinationsselskaberne VisitAarhus og Destination Kystlandet modtager to millioner kr. i 2022 og to millioner kr. i 2023 til at markedsføre Østjylland.

9. nov. 2021

Indhold

    Der har ikke været talt meget norsk, svensk eller tysk denne sommer i Østjylland. Tallene taler for sig selv. I sommeren 2021 har der været 69 procent færre udenlandske turister i Østjylland, og det har turismeerhvervet i den grad økonomisk kunne mærke.

    ”De tolv medlemskommuner i Business Region Aarhus har endnu engang vist, at vi står sammen og arbejder målrettet for erhvervslivet i Østjylland. Derfor har vi bevilget fire millioner til VisitAarhus og Destination Kystlandet, så de to destinationsselskaber kan sætte turbo på at markedsføre Østjylland, så vi kan få vores nærmeste naboer – primært tyskere, nordmænd og svenskere – til at vælge Østjylland til igen,” siger formand for Business Region Aarhus og borgmester i Hedensted Kommune, Kasper Glyngø.

    Gang i udenlandsk turisme

    Business Region Aarhus har efter coronapandemien måtte konstatere, at udenlandske turister fra nabolandene er udeblevet fra Østjylland. Tilskuddet til de to destinationsselskaber i Østjylland forlænges derfor i de næste to år for at sikre, at vores nabolande igen vælger Østjylland til som turistmål.

    ”På grund af pandemien blev syv ud af ti udenlandske turister væk fra Østjylland i 2021, så nu har vi brug for at sætte gang i turisme-økonomien igen. Det gælder overnatningssteder og restauranter, men også shopping og hele oplevelsesøkonomien, der normalt nyder godt af alle de udenlandske gæster, vi ellers har besøg af. Af den grund er de fire millioner kroner også en bred investering i vækst og beskæftigelse. Vi har brug for at minde vores nabolande om de mange oplevelser, det østjyske område byder på”, lyder det fra Jacob Bundsgaard, næstformand i Business Region Aarhus og borgmester i Aarhus Kommune.”

    For yderligere information kontakt:

    • Formand for Business Region Aarhus, Kasper Glyngø, mob: 29244174
    • Næstformand i Business Region Aarhus, Jacob Bundsgaard ved Niels Buch, kommunikations- og pressechef i Aarhus Kommune mobil: 51576716.

    Fakta

    Business Region Aarhus består af kommunerne: Hedensted, Horsens, Skanderborg, Samsø, Odder, Norddjurs, Syddjurs, Randers, Silkeborg, Favrskov, Viborg og Aarhus kommune.

    Styregruppen i Business Region Aarhus består af de 12 borgmestre i de 12 kommuner. 

    I Business Region Aarhus er vi en million østjyder og en halv million arbejdspladser.

    Sidst opdateret: 26. september 2024