Pressemeddelelse: Østjylland sakker bagud på internationale studerende – og det kan blive dyrt
Ny analyse fra Business Region Aarhus afslører, at Østjylland over fire år har mistet mere end hver fjerde internationale studerende (28 procent). Til sammenligning er faldet i hovedstaden blot 4 procent. Den udvikling kan få alvorlige konsekvenser for fremtidens vækst i regionen
Danmark som helhed har oplevet et fald på 16 procent i antallet af internationale studerende fra 2019-2023. Men analysen, der er udarbejdet af Index100 på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, viser, at Østjylland er hårdt ramt med et tab på flere end hver fjerde internationale studerende.
En alvorlig advarsel
Formanden for Business Region Aarhus, Frands Fischer, kalder udviklingen foruroligende: ”De internationale studerende er ikke bare tal – de er en del af fremtidens arbejdskraft. Mange bliver i Danmark efter endt uddannelse, og deres bidrag er afgørende for væksten i østjyske virksomheder. Derfor er det en alvorlig advarsel, at vi sakker bagud i forhold til at kunne optage dem på de relevante uddannelser og fastholde dem.”
Flere end 4 ud af 10 bliver i Danmark
Analysen viser, at 41 procent af de internationale studerende bliver i Danmark og får job efter endt uddannelse. For tekniske uddannelser er tallet endnu højere – hele 46 procent bliver fem år efter endt uddannelse.
Virksomhederne står klar til at tage imod dem. En tidligere undersøgelse fra Voxmeter blandt 100 af de største virksomheder i Østjylland afslører, at halvdelen efterspørger flere internationale studiepladser – især inden for det tekniske og naturvidenskabelige område. Netop veluddannede unge med disse profiler er vigtige for de brancher, som udgør Østjyllands styrker.
Brug for flere pladser – nu
Business Region Aarhus opfordrer regeringen til at handle.
”Vi foreslår, at antallet af internationale studiepladser på professionshøjskoler øges med 800 i stedet for de 400, der er på tegnebrættet. Østjylland har et markant efterslæb, og vi forventer, at en betydelig andel af de nye pladser oprettes her,” siger Frands Fischer.
Som eksempel peger han på VIA i Horsens, hvor der sidste år blev afvist over 200 kvalificerede ansøgere til den engelsksprogede uddannelse i Software Technology Engineering – en uddannelse, som erhvervslivet i regionen skriger på. “Virksomhederne og de studerende har derfor fælles interesser,” siger Frands Fischer.
Fra studerende til succeshistorie
En af dem, der har valgt Østjylland, er Ana Lulia Chifor, softwareingeniør hos Grundfos.
”Jeg har været glad for at tage min ingeniøruddannelse i Danmark. Et rigtig godt mix mellem teori og praksis og mulighed for at afprøve sine færdigheder under studiejob. Jeg fik job hos Grundfos som Software Development Engineer lige efter min uddannelse fra VIA i Horsens for godt fem år siden og er rigtig glad for jobbet, som er spændende og afvekslende. Jeg er flyttet til Bjerringbro og har ingen planer om at flytte tilbage. Mange andre på studiet havde det på samme måde,” fortæller Ana Iulia Chifor, som oprindeligt er fra Rumænien.
Eksportvækst kræver kvalificeret arbejdskraft
Østjylland er en af Danmarks stærkeste eksportregioner. Fra 2018 til 2022 voksede eksporten med 50 procent – dobbelt så meget som landsgennemsnittet. I 2022 nåede værdien 268 milliarder kroner.
”Hvis denne vækst skal fortsætte, kræver det, at virksomhederne har adgang til de rette medarbejdere. De internationale studerende er en afgørende brik i at sikre stærk konkurrencekraft og vækst i hele dansk erhvervsliv og ikke mindst Østjylland,” siger Mikkel Haarder, underdirektør for uddannelse, forskning og mangfoldighed i DI.
Business Region Aarhus vil derfor fortsætte arbejdet for at få flere engelsksprogede uddannelsespladser til Østjylland – og sikre, at Østjylland igen kan tage førertrøjen på.
Kontakt:
Lasse Schmidt, politisk konsulent, Business Region Aarhus
Tlf: 2035 1960
Link til analysen: https://businessregionaarhus.dk/media/mnznr0j2/dimittendanalyse.pdf
PR foto (genrefoto) kan frit benyttes af pressen.