Debatindlæg: Vi ønsker dobbelt op af internationale studerende: Vi har brug for dem i Østjylland
Regeringens forslag om 400 flere internationale studerende på professionshøjskolerne er en god start, men i Østjylland har vi brug for flere.

Afsendere:
Frands Fischer, Formand Business Region Aarhus og borgmester i Skanderborg, Marc Perera Christensen, Underdirektør Regional Erhvervsudvikling i Dansk Erhverv, Anders Strange, Bestyrelsesleder for DI Østjylland & Stiftende partner i AART Architects
Med 10.000 ubesatte stillinger har vi akut brug for arbejdskraft. Samtidig falder antallet af unge mennesker i arbejdsstyrken. For at sikre væksten – særligt inden for eksport – har regionen brug for langt flere internationale studerende. Gerne dobbelt op.
En undersøgelse fra Voxmeter blandt 100 af de største virksomheder i Østjylland viser, at halvdelen af virksomhederne efterspørger flere internationale studiepladser inden for det tekniske og naturvidenskabelige område. Vi ved også, at fx VIA i Horsens er klar til at udvide studiepladserne, fordi virksomhederne efterspørger disse studerende. I Viborg har virksomhederne også behov for flere internationale studiepladser.
Eksportvækst kræver kvalificerede medarbejdere
Østjylland - Danmarks vækst- og eksportregion - har de seneste år haft en imponerende vækst. Alene fra 2018 til 2022 voksede eksporten med 50% - dobbelt så meget som landsgennemsnittet. Værdien af denne eksport var i 2022 hele 268 mia. kr.
Denne vækst fortsatte i 2023, 2024 og har også i år udsigt til gode resultater. Det skaber et stort behov for højt kvalificeret arbejdskraft inden for en bred vifte af fagområder, men i de kommende år falder ungdomsårgangene markant i Danmark. Vi vil derfor også gerne kunne ansætte flere internationale og højt kvalificerede studerende i relevante studiejobs til at supplere vores medarbejdere. Internationale studiepladser er en vigtig nøgle til at skaffe ekstra arbejdskraft og sikre, at vi kan fastholde udenlandske studerende i Danmark, når de får en eksamen.
Erfaringer viser nemlig, at studerende, der arbejder under deres uddannelse, ofte vælger at blive i landet efter endt studie. Faktisk er 50 % af de internationale dimittender fra professionshøjskolerne i job i Danmark ét år efter endt uddannelse (2022). Vi har mange jobs. Derfor kan vi forvente, at endnu flere vil vælge at blive og bidrage til samfundet.
En investering, der betaler sig
Flere internationale studiepladser er en god forretning. Det styrker Østjyllands konkurrenceevne, sikrer arbejdskraft til virksomhederne og understøtter den fortsatte eksportvækst. Vi opfordrer derfor politikerne til at fordoble antallet af nye internationale studiepladser og sikre, at en betydelig del af disse lander i Østjylland.
En investering i hele Danmarks fremtid.
Indlægget er bragt i Aarhus Stiftidende d. 13/2/2025 og kan læses her: Debatindlæg: Brug for flere internationale studerende | stiften.dk