Gå til hovedindhold

Fødevareproducenter i Randers satser på flere Michelin-stjerner

Fødevareproducenter i Randers bidrager til danske restauranters Michelin-succeser gennem deres satsninger på højkvalitetsfødevarer – og de håber, at Østjylland får flere stjerner, når Aarhus 18. februar 2019 er vært for uddelingen af de nordiske Michelin-stjerner. Uddelingen sker for første gang uden for hovedstaden og er dermed en officiel blåstempling af Østjyllands position som Danmarks epicenter for fødevareinnovation såvel som af dansk gastronomi.

28. nov. 2018

Indhold

    ”Michelin-uddelingen bliver centrum for opmærksomhed fra førende medier i hele Norden og sætter dermed fokus både på de dygtige topkokke og på de lokale fødevareproducenter i Randers som i hele Østjylland, der leverer friske højkvalitetsprodukter til Michelin-restauranterne. Det er en event, som er til gavn for hele Østjylland, og vi glæder os meget over placeringen i Aarhus,” siger medlem af Business Region Aarhus’ politiske styregruppe og borgmester i Randers, Torben Hansen.

    Cold Hand Winery fra Læsten producerer frugtvin af danske æbler, og de har gjort det så godt, at deres vine er på bordene i de århusianske Michelin-restauranter.

    ”Michelin-stjernerne i Aarhus har stor betydning for os, da det er en væsentlig del af vores markedsføring, at vi er på deres vinkort. Vi har et godt og tæt samarbejde med kokkene. De kommer her og henter råvarer, og sammen udvikler vi nye ideer. I den her tid, hvor gastronomien i Danmark har taget et kæmpe spring opad, er det afgørende, at der er producenter, som kan levere kvalitetsprodukter til Michelin-restauranterne, for at de kan holde niveauet og endda blive endnu skarpere. Så vi producenter har også et ansvar for, at restauranterne hver aften kan præstere, og derfor står vi sammen om at fastholde det meget høje niveau, der findes i dag. Og vi håber selvfølgelig, at Østjylland får nye stjerner i februar,” fortæller Jens Skovgaard, ejer af Cold Hand Winery.

    En af de mange andre producenter, som er med til at løfte Østjyllands gastronomiske niveau med produkter til de danske Michelin-restauranter, er Danish Crown. Koncernen har en særlig slagterafdeling ved navn Guldrummet. Guldrummet er udviklet i samarbejde med nogle af Danmarks bedste kokke og gemmer på særligt udvalgt kød, bl.a. unikke udskæringer og mange forskellige former for krogmodnet kød.

    ”Det er evigt inspirerende at arbejde sammen med Michelin-kokke og andre kreative kokke, og vi er stolte, hver gang, vores produkter indgår i en servering på deres restauranter,” siger Guldrummets mester Rone Stokholm.

    Østjylland som gastronomisk destination

    ”Eventen styrker også Østjyllands brand internationalt som turistdestination. Vi ved fra tidligere Michelin-uddelinger, at den internationale anerkendelse, som eventen giver, vil tiltrække flere turister og konferencer,” siger borgmester Torben Hansen, Randers Kommune.

    På Det grønne Museum i Auning arbejdes med formidling og forskning i den danske madkultur og historie, og museet besøges hvert år af mange turister. Museet har lavet en afdeling, der hedder MADENS HUS, og her arbejdes nationalt og internationalt med spændende aktiviteter, som skal gøre os klogere på råvarernes historie, tilberedning og sammensætning.

    ”Vi har ofte besøg af kokke, som er på jagt efter urter, grøntsager eller andre råvarer, som de ikke hidtil er stødt på, og som vi har i vores haver her. Vi har fx mere end 60 rabarbersorter og 200 æblesorter. Det er utroligt spændende, at vi som museum kan levere nye input til stjernekokkene og på den måde hjælper med at udvikle nye retter til gæsterne,” fortæller Bettina Buhl, museumsinspektør, Det grønne Museum.

    Madens Hus vandt 4. november førsteprisen ved Food Trekking Awards 2018 i London for bedste omdannelse af en historisk bygning til en attraktion for madelskere.

    Billede fra Guldrummet

    Billede fra Madens Hus

    Billede af Bettina Buhl kan tilsendes. Kontakt venligst Bodil Steen-Jørgensen, bokrs@aarhus.dk / 2122 6820

    Flere oplysninger

    Torben Hansen, borgmester i Randers og medlem af Business Region Aarhus’ politiske styregruppe, 4093 1025
    Bettina Buhl, museumsinspektør, Det Grønne Museum, 2080 3127
    Jens Skovgaard, ejer, Cold Hand Winery, 2589 2030
    Michael Ravn, Senior Manager Communications, Tulip Food Company, 4044 0441

    Sidst opdateret: 26. september 2024