Gå til hovedindhold

ØSTJYSK TOPMØDE 2018: Steel Products fik nye vinkler på deres virksomhedsfortælling

Horsens-virksomheden Steel Products, som laver spåntagende bearbejdning af metalemner til bl. a. levnedsmiddel- og bilindustrien, var en af de mange virksomheder, der havde fundet vej til topmødet for at høre om Corporate Activism. Og de fik ny inspiration med hjem til at arbejde videre med.

9. okt. 2018

Indhold

    Se highlights fra ØSTJYSK TOPMØDE som indgang til denne artikel.

    "Min mand og jeg har drevet virksomhed i 22 år og har tit tænkt over, om vi kan gøre mere end bare at tjene penge. Målet er først og fremmest at beholde arbejdspladserne i Danmark. Vi kom her til topmødet for at se tingene fra et nyt perspektiv. Kan vi gøre noget anderledes ift. til at drive virksomhed eller ift. vores egen fortælling om, hvad vi og virksomheden står for?," sagde Tine Valente og fortsatte:

    "De processer, vi har, er mindre miljøbelastende og mere materialebesparende end traditionelle processer. Til forskel fra den mere traditionelle spåntagende bearbejdning presser vi stålet, så der ikke er spild. Det betyder, at vi kan producere tre emner ud af samme materiale, hvor man ved spåntagning måske kun kan producere et emne. Vi skåner med andre ord miljøet, fordi vi bruger færre råmaterialer. Men vi fortæller det ikke nogen steder; hverken til kunder eller medarbejdere."

    "Vi fortæller egentlig bare, at vi kan producere hurtigt, billigt og i god kvalitet, fordi vi havde tænkt, at det med miljøet var blevet en floskel." 


    Hendes mand, Mogens Hørdum Sørensen, tilføjer:

    "Branchekravene i Danmark er ret skrappe, hvilket betyder, at virksomheden er meget bæredygtig sammenlignet med konkurrenter i udlandet. Samtidig vil vi også gerne vise omverdenen, at vi har en stolt faglig tradition i Danmark. Især for at kunne tiltrække nye, unge medarbejdere. Vi skal måske til at ændre vores fortælling over for denne målgruppe. Vi gør i forvejen en del for at vise de unge vores virksomhed, men fortællingen skal nok twistes lidt."

    Steel Products, som har hovedsæde i Horsens, har 370 medarbejdere. 73% af produktionen går til eksport. Virksomheden satser på at blive miljøcertificeret i Horsens, og er det allerede i Nordborg.

     

    Sidst opdateret: 26. september 2024