Gå til hovedindhold

Begejstrede Skanderborg-lærere på hotdog-kursus

Timian, chili, paprika, honning, hvidløg og oksefars – eller hvad har vi lige i køkkenet. Aarhus Tech lagde i dag hus til et kursus for madkundskabslærere i at lave nye, spændende hotdogs. De otte lærere fra forskellige skoler skal køre et forløb for 215 6. klasses-elever efter nytår, kaldet HOP-IN, Hands-on Production – Innovation, New Ideas; et forløb, som Business Region Aarhus har støttet opstarten af i flere østjyske kommuner.

14. dec. 2018

Indhold

    ”I forløbet skal eleverne både lave helt nye hotdogs og skabe et spisemiljø, der passer til smagen og stilen. Undervejs skal de på besøg i slagterafdelingen i en lokal Føtex for at se, hvordan de professionelle arbejder, ligesom de også får undervisning af kokke fra Aarhus Tech. Og så skal de kunne fortælle om processen, og hvordan de vil markedsføre deres produkt,” fortæller projektleder Michael Møller, Ungdommens Uddannelsesvejledning, Skanderborg Kommune.

    I marts konkurrerer alle eleverne på Skanderborg Rådhus om, hvem der har udviklet den bedste løsning, og viser deres produkter frem for forældrene.

    Mere end 1.400 elever deltager i årets HOP-IN 

    Mere end 1.400 elever fra Skanderborg, Favrskov, Aarhus, Syddjurs og Hedensted kommuner deltager i HOP-IN i skoleåret 2018/2019 i Østjylland. Hver enkelt kommune vælger selv deres egne opgaver, som skal være hverdagsrelevante.

    Målet med HOP-IN, som er udviklet i Hedensted Kommune, er at udbrede kommunens gode erfaringer med samarbejde mellem virksomheder, erhvervsskoler og folkeskoler til andre kommuner i Østjylland.

    Forløbet skal bidrage til, at flere unge vælger en erhvervskompetencegivende uddannelse direkte fra grundskolen og at styrke deres innovationskompetencer.

    Begejstrede lærere

    ”Jeg er helt tosset med at komme ud og blive inspireret i nye omgivelser og møde kollegaer, der underviser i det samme som mig. Og så er det fantastisk at få et undervisningsforløb serveret, så vi kan bruge vores energi på at være sammen med børnene og undervise dem. Vi ved, at forløbet lever op til vores målsætninger, så det behøver vi ikke tænke på. Det er en kæmpegevinst!” sagde Thomas Skov Gregersen fra Gl. Rye Skole, der havde fingrene i farsen sammen med Morten Johansen fra Veng Skole.

    Se videointerview. 

    ”Det er helt vildt fedt at komme afsted! Siden jeg blev uddannet i 2004 har jeg ikke været på kursus i madkundskab,” supplerede Morten.

    Også Bente Loftager Sund fra Voerladegård Skole var begejstret.

    ”Jeg synes, det er vigtigt at bevare de gamle håndværk og dyder. Et veldækket bord og noget smukt for øjet er halvdelen af madoplevelsen. Vi kunne ikke gennemføre det her forløb uden at have de professionelle maskiner – vi har nemlig prøvet før uden – så det er en flot gestus, at vi får lov til at beholde dem på skolerne bagefter, så nye årgange også fremover kan lave hotdogs.”

    Lærerne blev i dag undervist af faglærer Jack Jakkaring Sangtong Thomsen.

    Sidst opdateret: 26. september 2024