Gå til hovedindhold

Debatindlæg: Sæt strøm til NU - hvis vi skal i mål med grøn omstilling

Østjyske virksomheder kommer allerede nu med foruroligende meldinger om bl.a. udfald på elnettet.

6. jan. 2023

Indhold

    Det er sød musik i vores ører, når statsministeren i sin nytårstale konkluderer, at grøn omstilling ikke bare handler om at sætte mål, men om at komme i mål. Et klart signal om, at der er politisk vilje til at sætte handling bag ordene, så Danmark kan blive klimaneutral i 2045 og gå forrest i kampen mod klimakrisen.

    Vi bidrager gerne og minder om, at der er lighedstegn mellem grøn omstilling og en ambitiøs udbygning af vores el-net. Der er i høj grad brug for handling med hensyn til at modernisere og udbygge el-nettet. Og det helst i et tempo, som ingen har set før. Danmarks grønne erhvervsorganisation og talerør for den danske energisektor, Green Power Denmark, forventer, at forbruget af el allerede i 2030 er tredoblet. Grøn omstilling kræver nemlig masser af strøm fra vedvarende energikilder. Strøm, som ikke ’bare’ skal produceres af vindmøller, solceller og andre energikilder, men skal sendes gennem el-nettet og fordeles ud til alle borgere og virksomheder.

    El-nettet skal op i gear
    De meldinger, vi får fra de østjyske virksomheder, flugter med Green Power Denmarks fremskrivning af behov for el. De østjyske virksomheder er i fuld gang med at investere i alt fra industrirobotter til lastbiler, der kører på el. Lige om lidt bliver de målt på deres klimaaftryk, så de har travlt. Derfor skal de også have sikkerhed for, at el-nettet ikke’halter bagefter’, men kan levere, når den grønne omstilling er i højt gear. Østjyske virksomheder kommer allerede nu med foruroligende meldinger om bl.a. udfald på el-nettet. 

    Et moderne el-net er ganske enkelt forudsætningen for den grønne omstilling, så virksomhederne kan investere klogt, styrke deres konkurrencekraft internationalt og skabe grønne arbejdspladser til gavn for Danmark.

    Energikrisestab skal i arbejdstøjet
    Vi har brug for en fremtidssikret og visionær plan for udbygning af el-nettet for at Danmark fortsat kan være et foregangsland inden for grøn omstilling.

    De rigtige spor ser ud til at være lagt ud i regeringsgrundlaget, som omtaler nedsættelsen af en national energikrisestab. Vi forventer derfor, at en energikrisestab får som en af sine første og vigtigste opgaver at lave en ambitiøs masterplan for udbygningen af el-nettet. Vi bidrager gerne til arbejdet i energikrisestaben. Selv om året kun lige er begyndt, så haster det med at trække i arbejdstøjet, så virksomhederne trygt og klogt kan investere i grøn omstilling på ryggen af et velfungerende el-net. Ellers kommer Danmark heller ikke til at opfylde ambitionen om at gå forrest i kampen mod klimakrisen.

    Og det haster…
    El-nettet fortjener, at der NU bliver skabt overblik, prioritering og handling med hensyn til el-nettet. Vi er klar i Østjylland til at bidrage med viden, erfaringer og bud på fremtidens behov set fra virksomhederne og kommunerne i vores område. Fremtidens el-net er ikke ’bare’ definerende for den grønne omstilling og klimaet, men for virksomhedernes konkurrencekraft og skabelsen af arbejdspladser.

    Det handler om at komme i mål. Og det haster.

    Sidst opdateret: 26. september 2024