Business Region Aarhus kort fortalt
Når kommunerne står stærkere sammen
Business Region Aarhus er et politisk samarbejde mellem 12 østjyske kommuner
Vi arbejder for
Sammen arbejder vi for at styrke vækst, beskæftigelse og generelt skabe bedre rammevilkår for erhvervslivet i Østjylland – til gavn for både virksomheder, borgere og væksten i Vestdanmark.
Vi arbejder ikke med drift, projekter eller myndighedsopgaver, men har fokus på fælles politisk interessevaretagelse over for stat, uddannelsesinstitutioner og centrale beslutningstagere.
Samarbejdet gør det muligt at løfte dagsordener, som den enkelte kommune ikke kan løfte og løse alene.
Hvorfor giver samarbejdet mening for min kommune?
Mange af de udfordringer, kommunerne står overfor, stopper ikke ved kommunegrænsen:
- mangel på kvalificeret arbejdskraft
- trængsel og infrastruktur
- grøn omstilling og forsyningskæder
- adgang til uddannelser og internationale kompetencer
Ved at stå sammen kan kommunerne:
- arbejde ud fra en fælles vision om at være en af Nordeuropas mest toneangivende byregioner
- få større politisk vægt nationalt
- påvirke reformer og investeringer
- sikre løsninger, der tager højde for Østjylland som ét samlet arbejdsmarked og erhvervsområde
Hvad har samarbejdet konkret skabt?
Medvirket til markant forstærkelse af det regionale elnet (det grønne tillæg) for at understøtte grøn omstilling og erhvervsudvikling
Fremtidssikret den infrastrukturelle hovedpulsåre langs det østjyske bybånd med 3 spor på E45 fra Vejle N til Aarhus N
Flere engelsksprogede uddannelsespladser til Østjylland for at styrke virksomhedernes adgang til internationale talenter og specialister
Påvirket uddannelsesreformen, så flest mulige uddannelsespladser er fastholdt og sikret, at der også i Østjylland er adgang til kompetencer til fremtidens arbejdsmarked
Hvordan er samarbejdet organiseret?
Business Region Aarhus samarbejdet er organiseret på tværs af 12 kommuner Hedensted, Horsens, Skanderborg, Samsø, Odder, Norddjurs, Syddjurs, Randers, Silkeborg, Favrskov, Viborg og Aarhus.
Partnerskabet ledes af
- En politisk styregruppe der består af de 12 østjyske borgmestre
- En administrativ styregruppe repræsenteret af de 12 kommunaldirektører
Business Region Aarhus netværket understøttes af et fælles sekretariat
Hvad betyder det for dig som kommunalbestyrelsesmedlem?
For dig er Business Region Aarhus:
1.
En adgang til at sikre regionale investeringer – til gavn for dit lokale erhvervsliv
2.
En platform for fælles politisk handling for Vestdanmarks vækstcenter
3.
Et samarbejde, der styrker kommunernes gennemslagskraft, også lokalt
Du behøver ikke kende alle detaljer for at være en del af samarbejdet. Det vigtigste er, at kommunerne står sammen, når fælles udfordringer skal løses.