Udbygning af elnettet
Gennem målrettet interessevaretagelse og stærke alliancer er der sikret bedre rammevilkår for udbygning af elnettet – et vigtigt skridt for grøn omstilling og erhvervsudvikling i regionen.
Udfordringen
Flere virksomheder i regionen oplever allerede i dag, at der ikke er tilstrækkelig kapacitet på elnettet til at omstille produktionen eller til at koble produktion af vedvarende energi på nettet. Vi har derfor arbejdet intenst med at sikre, at de lokale distributionsselskaber har tilstrækkelig investeringsramme til at udbygge elnettet.
Indsatsen
Indsatsen har i første omgang fokuseret på det såkaldte elektrificeringstillæg/det grønne tillæg, der sikrer distributionsselskaberne bedre rammevilkår for langsigtet og rettidig udbygning af elnettet.
Der har i perioden været et tæt samarbejde med Green Power Denmark, relevante virksomheder, kommunerne og de fire distributionsselskaber i regionen. Business Region Aarhus har i tæt dialog med Green Power Danmark koordineret et målrettet pres. Som en del af interessevaretagelsen har vi fået foretaget en kortlægning af el-infrastrukturen i regionen til at styrke argumentet for det grønne tillæg og behovet for udbygning af elnettet i vores område.
Resultatet
Tillægget er blevet vedtaget i en stemmeaftale af 10. juni 2024 med ikrafttrædelse 1. januar 2025. På den baggrund vurderes målet for indsatsen at være indfriet.
Sagen er overgået til en anden fase med fokus på monitorering af implementeringen og med bilateral dialog mellem kommuner og distributionsselskaberne omkring udmøntningen. Sekretariatet holder fast i de gode alliancer for løbende at følge udbygningen af elnettet og eventuelle nye indsatser.
Vi har i hele forløbet været i tæt dialog med Energinet, som driver transmissionsnettet. Det har resulteret i en tættere kobling mellem de østjyske kommuner og Energinet. Energinet har pba. Rambøll-analysen fået arbejdet de fremtidige elektrificeringsbehov i Østjylland ind i deres langsigtede udviklingsplaner. Det har resulteret i en forstærkning af transmissionsnettet, hvor Energinet har vurderet, at transmissionsnettet skal forstærkes mere end hvad der i første omgang var lagt op til.
234
Forventet stigning i elektricitet i regionen frem mod 2030 (Rambøll, 2022)
50
Af transformer-stationerne i Business Region Aarhus risikerer at være overbelastet i 2030 (Rambøll, 2022)
4,4
Så meget forventes elforbruget at stige til i 2030. I dag er forbruget på 1,3 GW
(Rambøll, 2022)