Ny indsats skal hjælpe virksomheder med at tiltrække faglært arbejdskraft
Flere og flere virksomheder har svært ved at finde det nødvendige antal faglærte medarbejdere. Nyt projekt skal styrke østjyske virksomheders muligheder for at tiltrække og ansætte international arbejdskraft.

Ubesatte stillinger inden for industri og produktion er desværre blevet realiteten hos mange østjyske virksomheder, og derfor udvider Business Region Aarhus nu indsatsen for at hjælpe virksomheder med at hente den nødvendige arbejdskraft. Sammen med en række partnere fra hele landet har Business Region Aarhus fået bevilget 11 millioner kroner til at tiltrække og fastholde udenlandske medarbejdere.
Initiativet ved navn ”Projekt Internationale Faglærte” er en udvidelse af det nationale ”Talent til Danmark” projekt og kan dermed trække på både erfaringer og resultater fra tidligere indsatser, fortæller programleder for HEADSTART Stinne Bille fra Business Region Aarhus:
”Igennem både Talent til Danmark og HEADSTART har vi rigtig gode erfaringer med at hjælpe virksomheder med at hente international arbejdskraft til stillinger inden for IT og naturvidenskab, men vi ved og hører fra erhvervslivet, at der også er stor mangel på faglært arbejdskraft. Derfor glæder vi os over at kunne udvide fokus og overføre de mange gode erfaringer til en bredere skare af virksomheder,” fortæller hun.
Projektet er netop påbegyndt og vil løbe over de næste 15 måneder. Allerede mandag den 6. december bliver alle interesserede inviteret til online informationsmøde.
”For virksomhederne er det her et problem, de møder hver eneste dag, så vi skal i gang med hjælpen med det samme og være aktive på flere fronter: I januar bliver der mulighed for virksomheder for at få deres jobopslag med i internationale kampagner målrettet faglærte, vi opretter et ambassadørnetværk for faglærte, der allerede er i Danmark, og vi kommer derudover til at tilbyde blandt andet workshops og sparring,” uddyber Stinne Bille.
Konkret vil minimum 40 virksomheder få hjælp til at dække deres arbejdskraftbehov.
Om Projekt ”Internationale Faglærte”
Projektet er en del af det landsdækkende Talent til Danmark-initiativ, som har til formål at hjælpe virksomheder med at tiltrække, modtage og fastholde international arbejdskraft. Hidtil har fokus været på højtuddannede specialister, men nu udvider vi fokus! En lang række virksomheder oplever mangel på faglært arbejdskraft, og derfor lancerer vi nu en række tilbud og værktøjer, som kan hjælpe.
Talent til Danmark er finansieret af midler fra EU's erhvervsfremmebestyrelse samt diverse partnere.
Partnergruppen består foruden Business Region Aarhus af Copenhagen Capacity, Trekantområdet, Business Region MidtVest, work-live-stay, International House North Denmark, Business Esbjerg, Udviklingsråd Sønderjylland, Bornholm Kommune og Ringkøbing Skjern Kommune og Erhvervsråd.
Interesseret i at høre mere eller vil du gerne tilmelde dig det online informationsmøde den 6. december? Kontakt Stinne Bille, stibil@aarhus.dk