Gå til hovedindhold

Pressemeddelelse: Østjyllands erhvervsliv kommer til at slå Danmarksrekord i vækst i arbejdskraft

Ny befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik viser, at Østjylland som den eneste region i Danmark forventer vækst i antallet af personer i den erhvervsaktive alder i perioden 2024 til 2040 (de 15-69-årige). 

  • Læs op

Indhold

    Udsigten til små årgange på arbejdsmarkedet kan give enhver erhvervsleder grå hår i hovedet. Men ikke i Østjylland.

    Den nyeste befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik viser, at Østjylland som den eneste region i Danmark forventes at opleve vækst i antallet af 15-69-årige personer i perioden 2024 til 2040. Fra 2024-2030 kommer der 13.000 flere 15-69-årige i Østjylland og fra 2030-2040 kommer der 9.000. En vækst på 22.000 personer i den erhvervsaktive alder frem til 2040.

    Det er overordnet set gode nyheder for erhvervslivet i Østjylland, at befolkningen vokser så markant. En relativ lille afstand mellem byerne i regionen gør det ekstra interessant for virksomheder at etablere sig i Østjylland. 26% af alle jobs i Business Region Aarhus varetages af medarbejdere, der pendler ind fra en anden østjysk kommune. Dermed vil store dele af regionen være attraktiv for erhverv og udvikling.

    Business Region Aarhus repræsenterer de 12 østjyske kommuner: Hedensted, Horsens, Skanderborg, Samsø, Odder, Norddjurs, Syddjurs, Randers, Silkeborg, Favrskov, Viborg og Aarhus. Regionen arbejder for bedre rammevilkår for erhvervslivet i området, hvor der bor en million østjyder og er en halv million arbejdspladser.

    Østjylland vinder ved befolkningsvækst
     
    ”Befolkningsfremskrivningen understreger Østjyllands position som en magnet for vækst. Her er fantastisk at bo, at arbejde og drive virksomhed. Og det har rigtig mange fået øje på. Den positive udvikling understreger også, hvor vigtigt det er, at der også i fremtiden er let adgang til en bred vifte af interessante uddannelser, en velsmurt infrastruktur, så det er let at komme frem, og adgang til nok el, så virksomhederne kan lave grøn omstilling. Ellers får vi ikke fuld valuta ud af befolkningsvæksten,” siger Frands Fischer, Borgmester og formand for Business Region Aarhus.

    Han fortsætter: ”Den positive befolkningsvækst kommer ikke ’bare’ Østjylland til gode. Den kommer hele landet til gode. De unge mennesker, der uddannes i Østjylland, er mobile – det er kun knap 50% af en dimittendårgang fra Aarhus Universitet, der finder job i Østjylland. Dermed er Østjylland på mange måder både en magnet for befolkningsudvikling og en motor for arbejdskraft til hele Danmark.”

    Marc Perera Christensen, underdirektør i Dansk Erhverv, siger: ”Østjylland er inde i en særdeles stærk udvikling.  Vi skal blive ved med at bevare fokus på, at vi har de helt rigtige uddannelser i Østjylland, og at uddannelserne matcher virksomhedernes efterspørgsel på arbejdskraft.”

    Baggrund - fakta

    Danmarks befolkning forventes at vokse med 167.500 personer frem mod 2040. 57% af denne vækst vil ske i Østjylland, som forventes at vækste med 96.000 personer. Ser vi kun på personer i den arbejdsdygtige alder, vil der komme flere inden for alle aldersgrupper i Østjylland sammenlignet med udviklingen på landsplan.

    Hele Danmark ser ind i en periode med demografiske udfordringer, og det gælder også i Østjylland, og at der kommer flere ældre mennesker (36% flere 69+ årige i Østjylland frem mod 2040 og 30% flere på landsplan).

    I Business Region Aarhus vil der særligt komme flere personer i alderen 30-49 år. Den store tilvækst i børnefamilierne til området betyder også, at der forventes en stigning i antallet af børn (0-14 år) i Business Region Aarhus på 14% mod kun 3% på landsplan frem mod 2040.

    Yderligere oplysninger til:

    Emra Tresnjic, Politisk konsulent, mail: emrtr@aarhus.dk tlf.: +45 2671 8937

     

    Sidst opdateret: 06. september 2024