Fremtidssikring af ramper langs E45 til EMS2 lastbiler
En målrettet indsats har sikret, at 11 tilslutningsanlæg langs E45 fremtidssikres til 34 meter lastbiler – til gavn for logistik, erhvervsliv og vækst i Østjylland.
Udfordringen
Flere logistikvirksomheder i Østjylland viser stor interesse for at benytte de nye 34 meter lange lastbiler (EMS2), men afventende permanentgørelse af 5-årig forsøgsordning forhindrer ændringer i dimensionering af tilslutningsanlæggene langs E45, der ellers er i fuld gang med at blive ombygget ifm. udvidelsen af E45 fra to til tre spor.
Business Region Aarhus blev opmærksomme på problemet i foråret 2024 og har siden da arbejdet på at fremtidssikre strækningen, så virksomhederne langs E45 kan benytte de 34 meter lastbiler på statsvejnettet.
Indsatsen
Business Region Aarhus indledte først en tæt dialog med erhvervsorganisationer for at indgå en alliance på sagen. I efteråret 2024 lagde vi pres på i medierne og gik i dialog med Transportministeren og ministeriet om bekymringen for fremtidssikringen af E45 til erhvervslivets behov.
Resultatet
Det er lykkedes at få 11 af regionens tilslutningsanlæg langs E45 fremtidssikret til EMS2 lastbilerne i forbindelse med udbygningen af E45.