Gå til hovedindhold

Iværksætterprisen 2019 er skudt i gang

50 østjyske virksomheder har netop fået at vide, at de er udvalgt til et helt særligt mentorforløb og muligheden for at vinde 50.000 kroner i Iværksætterprisen 2019. I alt 115 østjyske virksomheder meldte sig til konkurrencen og forløbet. Bag Iværksætterprisen står Business Region Aarhus.

04. apr. 2019
  • Læs op

Indhold

    De 50 virksomheder kommer fra hele Østjylland og er udvalgt af en jury af østjyske vækstrådgivere. Virksomhederne står nu foran et intensivt forløb, inden vinderne kåres den 23. maj på Sostrup Slot i Norddjurs.

    Første skridt i forløbet er en nytænkningsdag, som foregår i Domen ved Aarhus Havn den 23., 24. og 25. april. Inden for kategorierne effektivitet, livskvalitet og bæredygtighed mødes iværksætterne for at få banebrydende metoder og erfaringer til at forbedre deres kundeoplevelser. Temaet for årets iværksætterpris er netop ”Kundeoplevelser i verdensklasse”.

    ”Det bliver meget spændende at følge med i de 50 iværksætter-virksomheders rejse i den kommende måned. Jeg er overbevist om, at de vil udvikle sig og blive endnu dygtigere. Og uanset om man vinder prisen i sidste ende eller ej, så vil hver enkelt deltager have fået ny læring med sig videre – læring der styrker deres virksomhed,” siger Jan Petersen, formand for Business Region Aarhus og borgmester i Norddjurs Kommune.

    Fakta

    • 115 østjyske virksomheder blev indstillet til Iværksætterprisen 2019.
    • 50 virksomheder er nu udvalgt til Iværksætterprisens videre forløb, hvor virksomhederne skal mødes om banebrydende metoder og erfaringer til at forbedre deres kundeoplevelser.
    • De 50 iværksættervirksomheder fordeler sig på kategorierne bæredygtighed, livskvalitet og effektivitet.
    • 24 iværksætter går videre til fase to, hvor de skal producere en visuel prototype.
    • 12 deltagere når frem til den endelige finale, der foregår på 23. maj 2019 på Sostrup Slot i Gjerrild.

     

     

    Sidst opdateret: 19. marts 2024